Skrivning blev min ventil til at nå ind til mine tanker og følelser,
og i min kreative proces tog jeg ejerskab over min livshistorie 

Kreativiteten har altid været en del af mit liv, da jeg er vokset op i et musikalsk og kreativt hjem. Mine forældre har altid bakket mig op, vist interesse og deltaget aktivt i og omkring min skole, min kreativitet og mine fritidsinteresser.  

Min skriveinteresse startede allerede som barn. I dansktimerne var det bedste jeg vidste, når vi skulle skrive stil, og jeg har skrevet sangtekster og teaterstykker igennem min skoletid også. Det kreative udtryk har altid været en naturlig del af mig og mit liv.   

Jeg har skrevet dagbog on/off igennem hele livet. Men det har altid været selvkritisk og med fokus på, hvor forkert, klam, anderledes og mindre værd jeg følte mig. Til trods for, at jeg kom fra et kærligt hjem, og til trods for at jeg havde gode veninder. Alligevel følte jeg mig altid anderledes og var ”på vagt”. Jeg var så bange for, at nogen skulle se ind bag facaden. 

Derfor undrer det mig, at jeg nu er på vippen til at udgive en digtsamling omkring mit mest personlige og mest smertefulde hemmelige indre: Jeg har et barndomstraume, med seksuelle krænkelser og overgreb, som jeg blev udsat for af en ældre dreng, fra jeg var ca. 7 til 10 år gammel. Det blev aldrig opdaget, og jeg fik først modet til at bryde tavsheden, da jeg var i starten af 20'erne. Desværre formåede hverken jeg eller mine forældre at få brudt tavsheden. I stedet gemte vi det væk igen for hver især at passe på os selv, hinanden og familien, troede vi!   

Jeg tænkte; ”jeg skal da bare tage mig sammen.” Så jeg satte facaden op igen, og 'tog mig sammen', indtil jeg ikke kunne mere. I 2015 blev jeg første gang sygemeldt med en behandlingskrævende svær depression. Vejen hertil, hvor jeg er i dag, er en længere historie.  

Det var først for ca. tre år siden, at jeg tog mod til mig og stille og roligt begyndte at tale med min psykolog om tanker og følelser omkring mit barndomstraume. Derfra er der sket meget.  

Vi må hver i sær finde vores vej i vores helingsproces, men jeg tror ikke på, at vi heler os selv i tavshed, tværtimod. Min personlige oplevelse er, at mange af mine senfølger er blevet mindre fremtrædende, efter jeg har åbnet op, først i terapi og så i mine nære relationer. Det har været svært at finde ind til mine egne følelser og tanker. Dertil har skriveterapi, i samspil med samtaler med min psykolog, været et godt redskab, og skrivningen er blevet en ventil for de svære tanker og følelser. Fra skriveterapien begyndte skrivelysten og glæden ved ordenes magi at spire i mig igen. Jeg begyndte at skrive små digte, men det var længe en privat ting. Først da jeg sad med ca. 50 digte, fortalte jeg min mand, at jeg overvejede at udgive en digtsamling. Han har været en støttende, kærlig og konstruktiv sparringspartner i hele processen - fra sygdom og igennem hele min helingsproces. Det er jeg ham evigt taknemmelig for.  

Skriveglæden er blevet vækket i mig, og jeg har lyst til at lege og videreudvikle min kreative skrivning. Derfor meldte jeg mig i foråret i et online skrivefællesskab; ”Klub bare Skriv”, hvor jeg er en del af et fællesskab med andre skriveglade mennesker. Det giver mig livskvalitet at bruge ordene både kreativt og som en ventil for mit sind.  

Jeg vil gerne bryde tavsheden og tabuet omkring barndomstraumer og senfølger i voksenlivet, og samtidig inspirere andre til at søge hjælp og viden, f.eks. igennem Landsforeningen Spor og/eller Kvisten. Min helingsproces af mit barndomstraume blev 'nemmere', da jeg mødte andre overlevere, og fandt ud af, at der var 'andre som mig'. Det er i fællesskaberne med andre overlevere, og i de nære relationer som rummer mig med både min smerte og glæde, at jeg heler og finder min vej. Jeg ejer min livshistorie på godt og ondt, og jeg vil ikke gemme mig bag en facade mere. Jeg har fundet en måde at ventilere mine tanker og følelser på, så de bliver mindre farlige. Jeg er godt på vej, og glæder mig over alt det gode i livet og over, hvor meget kærlighed og nærhed jeg pludselig oplever i mit liv. Selv de dage, hvor mørke skyer er for solen, minder jeg mig selv om; at der er en ny dag i morgen, og jeg er elsket, og livet er trods alt kampen værd. Lyset kommer igen.
 

Find mig på: 
Facebook: Anne-Marie Kjærside – offentlig 
Instergram: anne_marie.kjaerside  

Tid: Torsdag d. 15. september kl. 17.30 - 19.30
Sted: Café Kagefryd - Stengade 58 - 3000 Helsingør
Kommende datoer: Vores mål er at holde et cafémøde om måneden, bortset fra i sommermånederne.

Aftenens oplægsholdere er Pia Friis og Henrik Kofod Sørensen, begge fra Spor i Helsingør. Pia og Henrik vil fortælle om deres baggrund og hvordan de hver især oplever det at leve med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, henholdsvis som kvinde og som mand.

Der vil være mulighed for at købe lidt godt at spise og drikke fra Café Kagefryds lækre sortiment under Cafémødet.

Formålet med cafémøderne er...
at komme et sted med ligesindede i en tryg og varm atmosfære.
at høre om andres terapeutiske rejse eller historie.
at lære af fagfolks viden.
at være i et miljø, hvor man kan være anonym og ikke skal præstere noget.

Det er det, cafemøder handler om.

Generelt om cafémøderne
Cafemøderne varer to timer, og alle over 18 år er velkomne. Ideen med møderne er både at formidle viden om senfølger og skabe netværk. På alle møder vil der være et oplæg på ca. 40 min, som vil omhandle senfølger på en eller anden måde. Det kan f.eks. være en person med senfølger, der fortæller om sin vej mod heling, eller det kan være en fagperson, der har erfaring med senfølger.
Efter oplægget vil der være en kort pause, hvor man evt. kan snakke lidt med de andre eller bare sidde og slappe af. Derefter er det tid til spørgsmål og debat om det pågældende emne. Det er ok, hvis man ikke har lyst til at sige noget, det er helt fint bare at sidde og lytte. 

Jeg (Pia) har været med til at arrangere og stå for cafemøderne i Spor i København i ca. otte år, indtil coronaen kom. Det var en fantastisk oplevelse hver gang, og jeg glæder mig meget til at komme i gang igen.

Hvis der skulle være spørgsmål til cafemøderne, er I meget velkomne til at kontakte mig på pia@landsforeningen-spor.dk.